Klubnyheder

PRESSEMEDDELELSE FRA LILLERØD BADMINTONKLUB 8/4 2022

21. april 2022, 19.15 / 21. april 2022, 19.35

Rubrik: Stolpe ind for LB i fornem sæsonafslutning 


Tekst: Jens Buck-Jensen 

Foto: Mads Brandt og Helle Pedersen

Med udgangen af marts afsluttede LB holdturneringen sæson 2021/22 på fornemste vis, da alle klubbens fire seniorhold nåede de fastsatte sæsonmål. 


1. holdet var for fjerde år i træk i oprykningsspil til Badmintonligaen og sluttede på 5. pladsen, og samme placering blev det til for 2. holdet i oprykningsspillet fra 2.  til 1. division. 


3. holdet, der på grund af Corona i 2021 var i alvorlig nedrykningsfare i 3. division, rejste sig flot og sluttede på en fornem 3. plads, mens 4. holdet i den regionale Sjællandsserie fulgte trop i deres oprykningsspil og sluttede på 7. pladsen. 


Således ved vejs ende har LB cementeret et solidt fundament forud for næste sæson med tre divisionshold i Badminton Danmarks landsdækkende holdturnering et boblerhold af unge spillere i den regionale serie. 


To danske mesterskaber Efter holdturneringsafslutningen fulgte de individuelle danske ungdomsmesterskaber ved et flot stævne i Brøndbyhallen orkestreret af Badminton Danmark. 


Her var LB rigt repræsenteret med spillere i alle årgange, og de leverede varen. Slutresultatet blev, efter en sæsons intensiv træning med focus fra trænerside på udvikling, medaljer af både guld, sølv og bronze.


Dansk mester i U 13 årgangen blev Villads Vad Brandt i herredouble sammen med Elias Martin, Lyngby, der også tog titlen i herresingle. Her nåede Villads kvartfinalen, hvor han desværre var så uheldig at møde sin  makker. Samme placering blev det til i mixdouble sammen med Diya Mary Cherian, Gentofte efter nederlag til de senere danske mestre, Birk Normann Andersen, Odense/Sophia Loudrup, Solrød Strand. Men superflot af Villads med topplaceringer i alle tre kategorier. 


Dansk mester i U 15 damedouble blev Malou Pedersen sammen med Marie Viskovich, Skovshoved. Parret var seedet 2’er, men besejrede i en meget tæt finale det topseedede Odensepar, Caroline Mouritsen/Nicoline Tang. Med sejren kom Malou tilbage på sporet efter en sæson som bænkevarmer som følge af en længevarende skade efter en succesrig sæson 2019/20, hvor hun blev dobbelt dansk mester i damesingle og mixdouble. 


I U 17 årgangen høstede Anna-Sofie Nielsen en bronzemedalje i damedouble sammen med Maria Højlund Tommerup, Solrød Strand, med hvem hun også er U 15 europamester, mens det i damesingle blev til en plads i kvartfinalen efter nederlag til den senere danske mester, Lærke Thomsen, Kolding. 


Endelig blev det i U 19 årgangen til både sølv og bronze til Alexander Pedersen - i herredouble sammen med Nikolaj Lassen, Højbjerg og i herresingle efter en plads i semifinalen, som han også var seedet til.   Oliver Skovbo Larsen levede ligeledes op til sin seedning med en plads i kvartfinalen, som han tabte til den senere suveræne danske mester, Christian Faust Kjær, Viby J.  I damesingle nåede Frederikke Nielsen kvartfinalen og samme placering kunne mixdoubleparret Nikolaj Schmidt-Petersen/Josefine Haarkjær notere sig for. 


For to af LB’s unge spillere resterer endnu en stor turnering. Det er den traditionelle U 17 6-nationers turnering med deltagelse af hold fra Sverige, Tyskland, Holland, Frankrig og England. Til landsholdet har Badminton Danmark fra Lillerød udtaget Anna-Sofie Nielsen og Malou Pedersen. Turneringen afvikles i Arnhem, Holland fra 14.-18. april.


Med disse flotte resultater i både holdturnering og individuelt har LB på ny formået at markere sig som en af Danmarks fremmeste klubber, som dermed bidrager til søsætning af Allerød kommune på landkortet. Noget rigtigt må vi jo gøre i Lillerød Badmintonklub.